Når landets gymnasieelever sysler med den større skriftlige opgave, så går vejen for nogle af dem indimellem forbi DTU. Her på DTU Fotonik har vi blandt andet haft besøg af Kristine fra Odense Katedralskole og Lasse fra Gladsaxe Gymnasium. Begge er kommet til DTU for at lave eksperimentielle undersøgelser.
Kristine deltog i sommers i NanoCamp 2005 arrangeret af UNF, og det var her hun fik ideen til at skrive opgave om fotoniske krystaller og deres muligheder for at ændre levetiden for exciterede atomer eller såkaldte kvanteprikker, som placeres inden i krystallerne. I løbet af efteråret fik hun en masse litteratur om emnet af DTU Fotonik folk, og i december vendte hun så tilbage til DTU for selv at prøve kræfter med målinger af levetiden for kvanteprikker. Med en masse skriblerier i bogen, fotos og lysten til at lære endnu mere om nanooptik vendte hun næsen hjem ad mod Odense, hvor projektet venter på at blive skrevet endeligt færdigt.
Kristine med sin vejleder, Ph.d.-studerende Jeppe Johansen, DTU Fotonik
Lasse stiftede på kort tid et indgående bekendtskab med et optiske kommunikationssystem bestående af sender, forstærker, fiber og modtager. Han karakteriserede laseren (senderen) og målte forstærkningen i to komponenter og dæmpningen i fiberen. Eksperimenterne viste hvordan dispersionen i fiberen sætter grænser for transmissionshastigheden. Endelig så erfarede han hvordan man ved at bruge dispersionskompenserende fiber sådan omtrent kan komme udenom problemet. Lasse har endnu ikke bestemt sig for om hans fremtid skal være på DTU eller IT-højskolen. Lige nu tænker han mest på at kunne iføre sig studenterhuen til sommer.
For oplysninger om muligheden for på DTU Fotonik at lave øvelser i tilknytning til 3.g opgaven, kontakt Gymnasiekontakt koordinator , telefon 4525 3779