
I kompetenceområdet Nanofotonik forsker vi i lineære og ikke-lineære, optiske egenskaber af nogle af de materialer der bliver anvendt i aktive og passive komponenter i fremtidens informations-, kommunikations- og sensorteknologi.
Ved hjælp af avanceret nanostrukturering arbejder vi på at lave minituarisering og integration af optiske funktioner, på samme måde som man kender fra udviklingen i elektroniske kredsløb.
Aktiv funktionalitet (som fx i lasere og modulatorer) realiserer vi i halvleder-legeringer og hetero/nano-strukturer baseret på InGaAlAsP-systemet. Passive komponenter (fx bølgeledere og filtre baseret på fotoniske krystaller) fabrikerer vi også i glas på silicium, samt i silicium på isolator (SOI).
Vores forskningsredskaber inkluderer avancerede fabrikationsteknologier som forefindes hos DANCHIP, optisk karakterisering i laboratorier udstyret med ultrathurtig (ps-fs) og THz spektroskopi, og modellering af aktive og passive fotoniske komponenter. Vægten er lagt på tre overordnede forskningsområder: optisk signal behandling, fotoniske krystaller, samt kvantefotonik, og forskningen udføres i projekter, som ofte er finansieret af eksterne bevillinger.
Uddannelse, forskning og innovation er tæt sammenknyttet i Nanofotonik og er i stadigt samspil med andre af s områder - især System-området - og med eksterne partnere fra forskningsinstitutioner og industrien. På kort sigt fokuserer Nanofotonik på udvikling af komponenter til brug i den danske industri indenfor optisk kommunikation og sensorer. På længere sigt vil den grundlæggende forskning i halvleder-nanostrukturer og fotoniske krystaller bidrage til udviklingen af en ny generation af optoelektroniske/nanofotoniske komponenter med øget funktionalitet, minituarisering og integration.
Følg linket for uddybende information på engelsk.